Guide: Sådan maler du dine gulve

Malede gulve er en smuk detalje, der skaber en flot ro i hjemmet. Rå trægulve er også smukke, men de har det med at “sluge” lyset og kan også dominere en del. Hvid-malede gulve kaster lyset ud i rummet igen, det giver ro, særligt hvis man har hvide vægge. Ro til at møbler, nips og kunst kan få lov at spille hovedrollen i hjemmet. Jeg fortryder aldrig at have malet mine gulve hvide. Her kommer vores bedste råd til dig der vil male gulvene.

1. Inden du maler.

Præcis som ved alt andet malerarbejde skal du være omhyggelig med forarbejdet, når du maler gulvet. Det tager lidt tid, men det betaler sig virkeligt. Start med at fjerne alt støv, og vask så med Beckers Malervask. Brug altid handsker. Er der tale om et malet trægulv, er det nok at støve af og vaske. Hvis det er et ubehandlet trægulv, bør du også slibe med et mellemfint sandpapir for at fjerne de træfibre, der stikker op.

2. Vælg maling og farve

Der findes flere forskellige gulvmalinger, spørg personalet i butikken, som kan hjælpe dig med at finde det rigtige til netop dit gulv.  Et lyst gulv giver plads i rummet, men skal holdes mere. På mørke gulve ses støvet tydeligere, og de kræver mere belysning i rummet. Vælg det, som passer dig bedst.

3. Så skal der males

Afdæk fodlisterne. Mal med pensel tæt på væggen. Stryg derefter gulvet over med en rulle på skaft. Påfør malingen jævnt, så der ikke bliver synlige overgange, og mal hele gulvet på én gang. Hvis gulvet er malet tidligere, er det nok, at du maler det to gange med den farve, du har valgt. Hvis gulvet er ubehandlet, bør du starte med at grundmale. Vær altid omhyggelig med at overholde tørretiderne på bøtten.

SÅDAN – så er du klar.